Fra græsmark til livsværk

Begyndelsen i Børsmose  Året er 1972.

Mona og Thorkild er begge midt i 20’erne. De har sønnen Steen på fem år og venter deres andet barn. De kunne have valgt den sikre vej. Thorkild havde udsigt til et direktørjob med fast løn og forudsigelighed. Men det var ikke deres vej. De ville noget andet – noget, de selv kunne bygge op fra bunden. Noget, der var deres eget. Så de takkede nej til trygheden og sagde i stedet ja til starten på et eventyr. 

Den 1. maj 1972 stod de med nøglerne til den købmandsforretning, de havde forpagtet på Børsmose Camping – klar til at tage hul på et nyt kapitel. ”Vi havde ikke ret meget,” fortæller Thorkild. ”Men vi havde troen på, at vi kunne klare det. Og det bar os langt.” Bare syv dage senere kom Lene til verden. Og da Mona kom hjem fra hospitalet, var der ingen barselsfred. Tværtimod. Lene lå i barnevognen, mens Mona ekspederede. Blev den lille urolig, trådte campisterne til og vuggede barnevognen, og hjalp det ikke, stak de hovedet ind i butikken og mindede Mona om, at nu var det vist tid til at give hende lidt at spise.

Dagene i købmandsforretningen var lange, og arbejdet krævende. Men Mona og Thorkild gik til opgaverne med stor beslutsomhed. Frugt og grønt blev sirligt arrangeret, og i kælderen stod øl og sodavand altid på køl. ”Det var en flot butik, og rygtet spredte sig hurtigt. Folk begyndte at komme langvejs fra for at handle hos os,” fortæller Thorkild.

Men selvom det gik godt, og omsætningen steg, blev hver en krone vendt og gemt. Ikke til rejser eller luksus, men til det næste skridt. Til drømmen, de endnu ikke kendte i detaljer, men som de vidste ventede forude. Og så en dag kom chancen. Thorkild fik et tip fra en kammerat. En campingplads i Blåvand skulle sælges.

”Ejeren af campingpladsen var gået bort, så nu skulle den videre,” forklarer Mona. Den så ikke ud af meget. Det var bare en flad græsmark, der hverken havde træer eller strøm. Bare rå natur og en lille flok fastliggere. Mange rystede på hovedet. Det var for dyrt, for usikkert og for risikabelt for et ungt par med to små børn. Men Mona og Thorkild så noget andet. De så muligheder. ”Det var bare en flad mark,” husker Thorkild. ”Men den lå tæt ved vandet… og det gjorde den til noget helt særligt.” 

1976 – Hvidbjerg Strand Camping grundlægges

Mona og Thorkild var ikke i tvivl. Så de købte campingpladsen i Blåvand og grundlagde Hvidbjerg Strand Camping. De første år var barske. Ligesom med købmandsforretningen i Børsmose, kom Mona og Thorkild ikke sovende til noget. Om aftenen, når børnene var lagt i seng, listede de sig udenfor. Der var altid en vandhane, der dryppede eller et hjørne af campingpladsen, som trængte til opmærksomhed. Og fordi der ikke var penge til at hente hjælp udefra, måtte de klare alt selv.

”Der var ingen strøm på campingpladsen, da vi overtog den,” fortæller Mona. ”Og vi havde slet ikke råd til at hyre en elektriker.” Så de måtte løse opgaven selv. Helt fra bunden. Thorkild gravede render i den sandede jord, og Mona lagde kablerne ned. Trin for trin trak de strøm ud på pladsen, med hænderne som det vigtigste værktøj. Og sådan var det i mange år. Når noget skulle laves, blev det ordnet af familien. Og det var den tilgang, der gjorde, at de havde penge til løbende at optimere og udvide campingpladsen.

Forvandlingen begynder

Da Mona og Thorkild overtager campingpladsen, var den blottet for læ. Vinden havde frit spil, og det skulle der gøres noget ved. De allierede sig derfor med Monas forældre. ”Der var mange, som rystede på hovedet ad os,” husker Mona. ”’Det kan I godt spare jer’, sagde de. ’Der kan ikke gro noget her’. Men mine forældre havde begge arbejdet ved Hedeselskabet, så de vidste, hvad der kunne lade sig gøre. Og de hjalp os.”

Læhegn blev plantet med sikker hånd. Ikke bare tilfældige træer og buske, men planter, der var nøje udvalgt, så de kunne klare den salte luft og stormene fra vest. ”Mange af de lokale sommerhusejere troede ikke på det. Men min far sagde altid: ’Argh, de skal jo lige i jorden, inden de kan gro.” 

Årene gik, og lidt efter lidt begyndte læhegnene at rejse sig. Små stiklinger blev til buske. Buske blev til krat. Og krat blev til træer, der stod stærke nok til at tage kampen op med vestenvinden. ”Det var en stor tilfredsstillelse at se det vokse op. Nu ville de samme sommerhusejere, som tidligere havde rystet på hovedet, vide, hvad vi havde plantet, så de kunne gøre det samme,” fortæller Mona. Thorkild fortsætter: ”Først kunne man knap se det, men pludselig stod der et grønt hegn, og gæsterne fik deres eget aflukke. Det var vigtigt.”

Lene var ofte med, når bedsteforældrene plantede. Hun lærte derfor fra en ung alder, hvor vigtigt læ og små, skjulte kroge var for stemningen på campingpladsen. I dag er det næsten umuligt at forestille sig, hvordan her engang så ud – bart og åbent for vinden. De læhegn og træer, som Lene plantede med sine bedsteforældre, står der stadig. De rammer pladsen ind, giver læ for vinden og skaber små grønne lommer, hvor familier kan trække sig tilbage til deres egen lille plet – uden at miste følelsen af at være en del af fællesskabet. ”Det er dét, vi har søgt, når vi selv har holdt ferie – og det var også dét, vi gerne ville give vores gæster,” siger Mona.

Livet på kanten af klitterne

Læ var en nødvendighed. Da Mona og Thorkild overtog campingpladsen, bestod den af to små pladser: Jensens Camping, hvor receptionen ligger i dag, og  Blåvand Sydstrand Camping, som lå helt nede mod vandet – dér, hvor Hvidbjerg Strandhotel og Strandvillaerne ligger i dag. Dengang var klitterne ikke nær så høje, som de er i dag, og det havde konsekvenser. Den 24. november 1981 rammer en kraftig storm vestkysten, og den lille campingplads mod vandet oversvømmes. Det samme gælder et stort antal sommerhuse, som lå på ’den forkerte’ side af det indre dige.

Den 9. januar 1991 rammer katastrofen igen. Endnu en kraftig storm slår mod det skrøbelige dige ved Hvidbjerg Strand og skaber store skader. Sommerhuse blev flyttet fra deres sokler og lignede vaklende korthuse, og campingpladsen stod igen under vand. Denne gang i to dage. Vandet var 1,6 meter over campingpladsen og løb ind i to bygninger, som dengang husede en grillbar og en toiletbygning. Alle maskiner, alt inventar og elektriske installationer skulle skiftes – og omkostningerne var enorme for Mona og Thorkild – og forsikringen dækkede ikke. ”Det lykkedes mig at få Kystdirektoratet i Lemvig råbt op, og deres direktør kom herned for at snakke med mig. Han sagde: ’Du har ret. Vi skal have klitterne gjort større. Der skal pumpes sand ind fra kysten – og der skal plantes marehalm,’” fortæller Thorkild. Og det blev der gjort. Og det virkede. I dag er klitterne større og kan langt bedre modstå stormfloderne.

Et familieforetagende fra første dag

Allerede fra starten var Hvidbjerg Strand Camping et ægte familieforetagende. Mona og Thorkild inddrog Lene og Steen, hvor de kunne – også længe før de egentlig var store nok til at forstå, hvad det hele gik ud på. ”Lene sad tit i receptionen sammen med mig. Vi havde en mønttelefon på campingpladsen, og når tyskerne kom ind for at få landekoden til Tyskland, havde Lene lært den udenad: ’nul, nul, neun, vier, neun’, sagde hun. Det gjorde hun i et helt år, før hun en dag spurgte. ’Mor, hvad betyder det i grunden?’,” fortæller Mona. Thorkild ler. ”Der var hun ikke ret gammel.” Og sådan har det været hele vejen. Børnene blev en naturlig del af hverdagen på campingpladsen og fik deres egne små opgaver. ”De blev leget ind i arbejdet”, som Mona kalder det. ”De har knoklet, og det har nok ikke altid været sjovt for dem. Men de var en del af det – ligesom os. Og det var sådan, vi fik hverdagen til at hænge sammen.”

I mange år lå receptionen sammen med grillbaren, så Mona både kunne tage imod gæster og servere hotdogs med ristede løg. Og hér stod lille Lene på en ølkasse ved kasseapparatet, ivrig efter at være med. Når dagens omsætning skulle tælles, hjalp Steen til. ”Hvis jeg ikke syntes, at tallene stemte, talte jeg pengene igen,” husker Mona. ”Det kunne han slet ikke forstå: ’Mor, tror du, der kommer flere penge, bare fordi det er dig, der tæller dem?”

Senere, da Steen startede på gymnasiet i Varde, fik han lov til at tage Monas bil frem og tilbage. Det vakte undren hos nogle, men for familien Slaikjær gav det mening. Det sparede tid, så han hurtigt kunne komme hjem og hjælpe til på campingpladsen.

Både Steen og Lene blev en uundværlig del af driften. De hjalp i receptionen og ordnede små opgaver. Deres indsats gjorde ikke bare hverdagen lettere – den gjorde det også muligt for Mona og Thorkild at spare op og investere i campingpladsen. ”Det var meget vigtigt for os,” siger Thorkild. ”Pengene skulle ikke gå til os selv. De skulle bruges på campingpladsen. Og uden børnene var det aldrig gået.” 

En anderledes hverdag

Når man bor på en campingplads, ser hverdagen ikke ud som i de fleste andre familier. Det gjaldt også for Mona, Thorkild, Lene og Steen. Måltiderne var ofte improviserede, og når Mona passede grillbaren samtidig med receptionen, var det ofte derfra, familien fik mad. Gennem årene er det blevet til mange halve grillkyllinger, hotdogs og pommes frites i papbakker. Intet skulle gå til spilde, og det passede børnene ganske fint.

At vokse op på campingpladsen betød både ansvar og frihed. Lene og Steen hjalp til – men de fik samtidig lov til at udforske campingpladsen og området på egen hånd. Det var frihed under ansvar. ”Lene og Steen har altid kunnet løbe frit omkring på campingpladsen. Steen elskede at lege i klitterne. Han skulle bare kigge efter campingflaget, så vidste han altid, hvor jeg var. Det ville man nok ikke gøre i dag. Men dengang var det anderledes, og det gav dem en helt særlig følelse af frihed,” siger Mona.

Altid lidt bedre

Mona og Thorkild har altid haft øjnene åbne. De så, hvad der var på vej, før andre lagde mærke til det – og handlede på det uden at tøve. Hver detalje på campingpladsen blev tænkt igennem: Toiletter, badefaciliteter og hytter. Det handlede ikke kun om, at tingene fungerede. Det skulle også føles rigtigt. Gæsterne skulle mærke, at her var nogen, der havde gjort sig umage. Her var intet ’godt nok’. De ville skabe oplevelser, som folk kunne huske – og det mærkede man i hvert hjørne af campingpladsen. ”Det skal altid være lidt bedre end det, der var før. Det har altid været vores tilgang. Og hellere bygge lidt for meget end for lidt,” siger Mona. Det var ikke alle kolleger i branchen, der forstod den tilgang. Da vi byggede de første små toilethuse, så gæsterne fik privat toilet og ikke skulle bruge fællestoiletterne i servicebygningerne, rystede flere på hovedet: ’Hvad vil I dog det for?’ lød det. Men kritikken forstummede hurtigt. For gæsterne mærkede forskellen og satte pris på den ekstra komfort. De færreste ønsker at bruge ferien på at stå i kø til toilettet. Og snart måtte Mona og Thorkild bygge flere toilethuse – og så flere igen.

”Vi har altid gjort meget ud af vores toiletfaciliteter. De skal være i orden, og der skal være nok af dem,” supplerer Thorkild. Campingpladsen var blandt de første i Danmark til at tilbyde private badeværelser. Derudover blev der bygget et børnebadeværelse med brusere i børnehøjde, små håndvaske og spejle i lav højde. Der var endda mini-toiletter og et babybadekar, så de yngste kunne få et lunt bad. Udenfor fik hundene også deres eget badekar. For campingpladsen skulle være et sted, hvor hele familien følte sig velkommen. Også de firbenede medlemmer.

Mona og Thorkilds blik rakte dog længere end klinker og vandhaner. Tidligt forstod de, at de tyske turister kunne blive nøglen til både sæsonen og forretningen. Så når campingpladsen lukkede i midten af september, satte de kursen mod Tyskland. Mod messer og møder. Det var hårdt arbejde, men det gav pote. ”Vi kunne se, at der lå et stort potentiale i de tyske turister. De har en længere ferieperiode end os, og det kunne hjælpe med at forlænge vores sæson,” forklarer Thorkild.

Netop derfor tøvede de heller ikke med at investere i hytter – for det nye segment efterspurgte noget nyt. ”De første to hytter var meget små og havde hverken strøm eller vand. De skulle leveres på en stor lastbil, og håndværkerne havde lovet os en leveringsdag. Vi havde derfor allerede lejet dem ud til to damer fra Tyskland,” fortæller Mona og smiler ved mindet. ”Men som det nogle gange går, blev leveringen forsinket. Pludselig stod de to damer i receptionen, klar til at tjekke ind. Jeg nåede lige at tænke ’åh nej’ – og så kom lastbilen trillende ind på pladsen med hytterne.”

Hytterne er der ikke mere, men oplevelsen glemmer Mona og Thorkild aldrig. Thorkild ler: ”De to damer lejede de hytter i mange år.” De to små træhytter blev starten på noget større. Gæsterne ville have mere komfort og flere oplevelser – og Mona og Thorkild havde set potentialet, især fra udlandet. Så i 1989 tog de endnu et modigt spring. De åbnede Danmarks første tropiske badeland på en campingplads. Et skridt, der for alvor satte Hvidbjerg Strand Camping på landkortet. ”Det var nødvendigt at gøre noget, der var anderledes. Vi havde set swimmingpools på vores rejser til Spanien og Italien, og vi tænkte, at det måtte vi også have. Men vores skulle være indendørs – ellers ville det nok blive for koldt,” fortæller Thorkild. Åbningen af badelandet blev et afgørende vendepunkt. Et trækplaster, der fik flere til at få øjnene op for campingpladsen mod vest.  ”Vi brugte ikke pengene på os selv,” siger Mona. ”Vi tog på skiferie med børnene om vinteren, men ellers er alt, vi tjente, blevet investeret i campingpladsen.” Det var en livsindstilling. For Mona og Thorkild handlede det ikke om at skrue op for privatforbruget. Det handlede om at lade campingpladsen vokse, følge med tiden og give gæsterne den bedst mulige ferie. De havde en tro på, at gæsterne ville komme igen, hvis de oplevede at campingpladsen hele tiden rykkede sig. Og det gjorde de. ”Vi har gæster, som har haft deres barndomsferier her, og som nu kommer her med deres egen familie. Vi er lykkedes med at skabe en pakke, du ikke kan få andre steder,” siger Mona. Thorkild supplerer: ”Som en familiedrevet campingplads har det altid været vigtigt for os at være tæt på vores gæster – og det tror jeg, man kan mærke, når man besøger os,” siger Thorkild.

I mange år var det Thorkild selv, der tog imod gæsterne og cyklede dem til deres pladser. Gennem årene har meget ændret sig. Lene blev uddannet som tandplejer, mens Steen tog en uddannelse i økonomi. Ved årtusindeskiftet vendte søskendeparret tilbage til hverdagen på campingpladsen. Sammen er det nu dem, der driver familievirksomheden videre – stadig med nærheden til gæsterne som det vigtigste. Du kan derfor ofte møde Lene og Steen rundt på pladsen, iført gule veste. På gåben eller på cykel. I sommermånederne står de som regel også ved indgangen og byder nye gæster velkommen – præcis som deres forældre gjorde det. 

Et sted, der lever videre

Omsorgen og kærligheden til campingpladsen er ikke til at tage fejl af. Den er tydelig i enhver krog. I dag – 50 år efter starten – er Hvidbjerg Strand Camping blevet til Hvidbjerg Strand. Et helårsresort, som er en af landets mest anerkendte campingpladser – og også det mest prisvindende. Med badeland, wellness, hytter, luksusvillaer, strandhotel, restauranter, legeland og trampolincenter, fitness og en strand, der trækker gæster til fra hele Europa. Men inderst inde er det stadig det samme sted som dengang. Et sted, født af mod, kærlighed og arbejdsomhed. ”Vores ønske har altid været at give gæsterne noget, som vi selv kan lide – og som vi kan stå inde for,” siger Mona. Thorkild nikker: ”Et sted, hvor du kan mærke nærheden,” siger han. ”I hverdagen har alle travlt med alt muligt. Børn skal køres til sport, og der er ting, der skal ordnes. Campinglivet samler familien. Her er der tid til at være sammen om fælles oplevelser,” siger Thorkild. ”Det kan være den tyske familie, der er kørt hertil fra storbyen og oplever familiens yngste fange sin første ørred i fiskesøen. Sådan en oplevelse er helt fantastisk.”

Og det er præcis dét, Hvidbjerg Strand handler om. At skabe de bedste rammer om en god ferie. For en ferie kan ikke gøres om – og det forpligter. Fra dengang, hvor campingpladsen bare var en græsmark ved Vesterhavet, til i dag, hvor Hvidbjerg Strand står som et seksstjernet helårsresort med camping i særklasse, har Mona og Thorkild – og familien – holdt fast i, at gæsterne altid skal opleve noget ud over det sædvanlige.